Den 13. august

Den 13. august er en dag, som jeg altid ser frem til, da den står som en vigtig milepæl i mit liv.

I år vil det så være 22 år siden, at en børnelæge ganske koldt og roligt fortalte mig, at jeg ville være syg resten af mit liv, og det var mit eget ansvar at holde mig i live. Måske lidt en mundfuld for en pige på 11 år, men jeg husker det ikke så drastisk. Mere som en drøm, man ikke kan vågne af.

Den 13. august kan jeg fejre at jeg har været "sukkerlam" i 22 år - (til jer som ikke ved andet så er sukkerlam = diabetes mellitus = sukkersyge i daglig tale). Det er lidt af en præstation synes jeg selv, og derfor har jeg altid markeret dagen som en festdag. Jeg kan jo ikke gøre noget for at fjerne denne dag eller min sygdom - kun håbe på, at der kommer mange flere gange "13. august" som jeg kan fejre og vise omverden, at jeg trods alle odds stadigvæk kæmper.

Årsagen til, at jeg skriver "kæmper", er at jeg ikke altid har behandlet mig selv, min krop og mit helbred helt som der står, at man skal og bør i tekstbøgerne. Derfor glæder jeg til stadighed over, at jeg kan se, ikke har nyresvigt og lige har fået en sundt og rask barn. Der var nok ikke mange, der troede, det var muligt for 10 år siden - allermindst mig selv.

Derfor vil jeg igen i år, glædes over denne dag og nyde den sammen med min mand, mit barn og gode venner. Man skal ikke give op og have ondt af sig selv - det bliver man kun mere syg af. I stedet for kan man lige så godt fejre, at man er syg, og gøre en dyd ud af at være taknemmelig over at man stadigvæk er i live og har det ok